Er du sensitiv eller er du sansestærk

Er du SENSITIV eller er du SANSESTÆRK ?

Om at være sensitiv – i min verden er det en gave at være særlig sensitiv. Jeg er taknemmelig for denne gave, selv om den også giver mig nogle udfordringer. Det har taget mig mange år, at finde mig til rette med at være sensitiv men nu er jeg helt afklaret, og det fungerer fint. Der er mange fordele og gaver forbundet med at være sensitiv og jeg vil anbefale, at se det som en styrke.

Jeg elsker ordet SANSESTÆRK. Det er et smukt ord, der beskriver tilstanden på en mere positiv måde.

Så i min verden er jeg Sansestærk. Jeg har altid haft det lidt svært ved ordet sensitiv, hvor der ligesom kommer lidt Maude ind over, som mange husker som en skrøbelig kvinde. Hun har så heldigvis også en anden side til sidst. Det er altid godt at have fokus på det, som man vil have mere af – og jeg vil gerne være sansestærk og nyde den evne.

Ifølge den amerikanske psykolog og forsker Elaine Aron er det kendetegnet ved, at nervesystemet reagerer mere følsomt på stimulation og bearbejder indtryk med større dybde. Der er tale om et nedarvet personlighedstræk, som gør, at man bemærker nuancer, som andre ikke lægger mærke til. Det gælder både fine lyde, synsindtryk, fysiske fornemmelser og smerter. Det er ikke, fordi hørelsen, synet eller andre sanser er mere skarpe, men forskellen ligger i hjernen og i nervesystemet, der bearbejder information på en måde, så man oplever mere intenst. 

Der er mange forskellige måder at være sensitiv på, og jeg tror, at det er lige så forskelligt som vi mennesker er, men der er selvfølgelig nogle sammenfald. For mig har det eks. betydet, at jeg altid er meget følsom for stemninger. Når jeg kommer ind i et rum med andre mennesker, har jeg lige som en radar, som scanner for sindsstemninger og der kan jeg godt komme på overarbejde, hvis jeg ikke stopper mig selv – fordi jeg lynhurtigt fornemmer, hvad det hele handler om. Derfor er det vigtigt at bruge sine evner etisk korrekt. Det nytter ikke noget at overtræde folks grænser, fordi man ved bedre.  Jeg bruger min sensitivitet positivt i mit arbejde, og det gør det meget nemmere at løse konflikter, fordi man hurtigt kan indkredse problemstillingen.

Lyde kan dog give mig lidt udfordringer!

Jeg bliver meget distraheret af lyde, og jeg kan slet ikke sortere dem i mit hoved. Jeg er typen, som kan høre en vandhane der drypper på lang afstand. Jeg kan høre alle standby maskiner og deres summen. Trafikstøj kan få mig helt ud i tovene. I mit arbejde som socialrådgiver havde jeg for år tilbage fået tildelt et kontor ud til en trafikeret vej. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at passe mit arbejde – jeg fik høretelefoner på, spillede musik – flyttede skrivebordet og lige meget hvad så var det ligesom bilerne kørte inde i mit hoved. Men jeg fik hovedpine og jeg var utilpas. Jeg gik til lægen som målte alt for høj puls og for højt blodtryk. Da jeg ikke ellers havde sygedage gik jeg til min chef og forklarede, at den trafikkerede vej gav mig stress. Jeg var heldig, for han tog mig alvorligt. Jeg fik et andet kontor ud til gården, hvorefter jeg hurtigt fungerede optimalt igen.

Men jeg har også mange sjove oplevelser med mit sensitive sind.

Jeg bliver meget let forskrækket – eks. hvis min mand og jeg har fri samtidig og hver især er i gang med forskellige ting, så er jeg sommetider så opslugt af min egen verden, så bliver jeg dødforskrækket og reagerer med et lille skrig, hvis han lige pludselig kommer ud af et rum eller frem fra et hjørne eller andet. Han ryster på hovedet og griner, jamen det er jo bare mig – og så griner vi begge to. Jeg kan udmærket se hvor komisk det er, jeg kan bare ikke styre det.

Der var engang hvor jeg faktisk blev irriteret, når folk sagde, at jeg bare skulle fokusere på noget andet – HJÆLP – det er jo det jeg ikke kan. En MR-scanning har været en af de største udfordringer for mig. Der var mange der sagde, at jeg bare skulle tænke på noget andet, og så tager man lige en dyb indånding. Jeg vil kort nævne, at det rent faktisk var noget af det værste rent støjmæssigt jeg nogensinde har oplevet på trods af min gode forberedelse. Måske jeg uddyber det en anden gang, hvis der er interesse herfor. Det var temmelig voldsomt for mig.  Så skriv endelig til mig på mail eller facebook besked – jeg vil elske at høre fra dig.

Der er jo mange forskellige former for sensitivitet, men lad det aldrig blive en hæmsko, for der er så mange smukke ting, som følger med dette personlighedstræk. Det er en gave og tænk at være SANSESTÆRK – det er noget fantastisk og unikt – husk det smukke sjæl.

Kærligst Roze Milene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.